Ballet on ice!

Bliver Gotta Dance! en juvel for Den Kongelige Ballet? Det bliver i hvert fald et forsøg på at popularisere balletten og sælge billetter til et flot show, der skal tiltrække mange. Man har også valgt at aflyste Balanchines Juveler til fordel for Gotta Dance!, da danserne var trætte og overarbejdede med skader til følge. Nu har man så allerede aflyst La Bayadare til næste sæson af nok samme grund. 

Men det skal jo egentlig ikke ligge denne forestilling til last – det er mere en sag for Ballettens og Teatrets ledelse. Hvad man har fået er en flot og festlig balletaften koreograferet elegant af Gregory Dean, med hele Den Kongelige Ballets dansere på scenen, dygtige og professionelle. 

Aftenen bliver dog noget monoton både i de musikalske arrangementer, som Peter Jensen havde stået for, og med de trin, Gregory Dean havde koreograferet. Der er ingen rød tråd i forestillingen, numrene synes at være kopier af tidligere koreografier og personer uden at have personlighed og relevans til et nutidigt publikum i salen. Hvad vil Gregory Dean med sin ballet andet end at underholde på bedste Broadwaymanér? Men netop på Broadway er der personlighed i danserne, og de forstår at aflevere numrene hen over scenekanten. Det er noget sværere for de klassiske dansere i Den Kongelige Ballet, og derfor bliver forestillingen en gang BalletBroadway on ice. 

Det er afslørende i forestillingen, at den er lavet for at være populær, og man har heller ikke taget stilling til brugen af sangerne. De var sat til at være lydbillede i baggrunden, hvor fortolkningen kom i stemmerne hos de fire dygtige sangere og ikke i benene og kroppene hos danserne. Men de skiftede alle kostumer flere gange i forestillingen, og dermed blev de del af en forestilling de iscenesættermæssigt ikke var en del af. 

Scenografien er stor og flot, men kan ikke rigtig mere end det, man umiddelbart ser, ligesom danserne slog den sig aldrig løs af sin klassiske ramme. 

Enkelte dansere leverede dog den smittende vare mere end andre, f.eks. Ryan Tomash, Astrid Elboe og Holly Dorger, der alle smældede ud over scenekanten. I et enkelt stepnummer og i en herre pas de deux i anden akt, blev der pludselig en relation mellem de dansende, og de hævede sig op over mængden. 

Lyset var heller ikke showflot nok, når man nu tænker på, hvordan det kan se ud på Broadway, men aftenen blev en ganske glimrende oplevelse, som nok skal begejstre mange publikummer – men kunne man også finde klassiske balletter, som kunne det samme?