Ragnarok i dukkehøjde

Vi begynder helt i mørke ved skabelsen af verden i den nordiske mytologis version. Jætten Ymer bliver til jorden, hans blod til floder og verdenshavet, mens han hjerneskal bliver til himlen. Derfra bliver det noget indviklet at følge med i skabelsesmyterne, og navne og figurer forvirrer mere end de forklarer for de yngste publikummer og deres voksne. Men det skyldes måske mere den nordiske mytologi end Thomas Markmann, der har skrevet manuskriptet. 

Det bliver lidt bedre, når vi går i gang med selve den historie, vi er kommet for at høre, om børnene Røskva og Tjalfe, der bliver draget ind i kampen mellem guder og jætter og et kapløb om at redde verden far ragnarok. Imponerende livagtige dukker tager også over i fortællingen, og ved guderne er der effektivt flere skuesspillere om samme figur – det bliver der også en del sjov ud af, når arme forlader kroppen for at overtage en anden figur. 

Tempoet er dog lidt lavt hen imod Ragnarok, og det endelige opgør mellem guder og jætter. De imponerende flotte dukker kan af gode grunde heller ikke skifte udtryk i ansigt og krop, og derfor er det godt, at forestilklingen ikke er længere end den time og ti minnutter, den er, for vi begynder lidt at tabe interessen for det ensformige udtryk, som forestillingen nærmer sig slutningen. 

Der bliver ellers spillet ganske intenst af de medvirkende skuespillere og dukkeførere, og der er også godt med humor i manuskriptet og i Simon K. Bobergs iscenesættelse. Der bliver også effektivt brugt både lem i gulvet og kulissedele blandet med en videobaggrund i scenografien af Mie Riis, baseret på tegneseriens univers. 

Valhalla er blevet en ganske effektiv og flot forestilling, hvor håbet om en ny begyndelse med en tid i fred og lys efter mørket er rørende fint i den tid vi lever i lige nu.