Ulvedalene er oplagt til fortællingen om Ragnarok, selvom Fenrisulven ikke dukker op på scenen, er det helt store udtræk fremme denne aften, hvor guderne og jætterne kæmper deres forudbestemte kamp, der ender med den totale udslettelse for at noget nyt kan genopstå i lyset af en ny verden.
Meget passende i disse tider, hvor verden i den grad har brug for at blive genstartet, efter at uhyrlighederne vælter ind fra alle kanter i verden, selvfølgelig med en europæisk krig i forreste linie.
Kim Fupz Aakeson har skrevet et manuskript fuld af gudelig pomp og pragt, men også med megen velkommen humor, der gør det højtidelige spiseligt for et moderne og ungt publikum, som forestillingen også henvender sig til.
Første akt bliver en smule kedelig og lang i handlingen, og det er først, når mørket falder på i anden akt, at intensiviteten stiger, og effekterne får fuld styrke i det flotte lys.
Heinrich Christensen har iscenesat med tæft for at få de mange medvirkende placeret på den store scene i Ulvedalene, som er imponerende pakket ind af Gjermund Andresens flotte scenografi med et vandshow, som minder om pauseshowet i det amerikanske super bowl. Astrid Lynge Ottosen har klædt de medvirkende guder i flotte guldglimtende kostumer, men Sofie Akerø har ikke været videre inspirerende som koreograf, og man kunne med fordel have givet de mange sangnumre en smule diversitet i koreografien, for lyden og følelsen i sangene af Myrkur var for det meste ret monoton aftenen igennem.
Fanny Louise Bernth var god som vores heltinde, mennesket der skal hjælpe guderne i kampen mod jætterne, og det menneske der skal give liv til den nye verden sammen med superguden Balder, smukt spillet af Stanley Bakar. De var et moderne par midt i al gudehalløjet, hvor Troels Lyby var en evig beruset og uduelig handlingslammet Odin, et lidt underligt valg, mens Malin Rømer Brolin-Tani var en flot handlekraftig Frigg. Joen Højerslev var ikke helt slesk nok som den tvetungede Loke, selvom han rent bogstaveligt var en splittet personlighed på scenen – det irriterede mere end det fungerede. Jakob Moth-Poulsen fik meget sjov ud af den bøvede Thor, og de mange nycirkusartister sprang rundt i en lidt rodet affære, der igen manglede et koreografisk overblik.
Men flot og imponerende er det at se på, især som nævnt i anden akt, hvor lys og effekter kæmper om opmærksomeheden med skuespillerne på scenen. Lys og effekter vinder, og det er det vi husker, når vi forlader Ulvedalen gennem den mørke skov i Dyrehaven, mens vi venter på vores eget Ragnarok så verden igen kan se lyset.