”Ravnen” med musik af J. P. E. Hartmann og tekst af selveste H. C. Andersen er den sjette opera i Den Jyske Operas danske serie, der har til formål at præsentere publikum for nogle af de mange danske operaer, der i tidens løb er blevet komponeret, men som stort set aldrig spilles i dag. Det er et vigtigt og beundringsværdigt pionerprojekt, som tjener Den Jyske Opera til ære, men i ”Ravnen”’s tilfælde har instruktøren Kochheim fået lov at ændre så meget, at man må spekulere på, hvor meget Kochheim, og hvor lidt Andersen, publikum egentlig oplever.
OM ”RAVNEN”’S RØDDER
”Ravnen” optrådte første gang på tryk i ”Lo cunto de li cunti”, Giambattista Basiles samling af napolitansksprogede fabler og eventyr, der blev udgivet posthumt af hans søster i 1630’erne – der er altså tale om mundtligt overleverede folkeeventyr, der her blev nedskrevet for første gang. Et af disse eventyr var ”Ravnen”, som den venetianske skuespilforfatter Carlo Gozzi brugte som forlæg for sit stykke af samme navn, der fik premiere i 1761. Historien blev også gendigtet af bl.a. Brdr. Grimm og nævnes i E. T. A. Hoffmanns ”Die Serapionsbrüder” (1819-21). H. C. Andersen fandt emnet takket være Meisling, der var rektor på den latinskole i Slagelse, hvor Andersen var elev – Meisling udgav nemlig i 1825 sin anden samling af oversættelser af Gozzis stykker, heriblandt ”Ravnen”. Andersen skrev i 1855, at ”Ravnen” var ”et fortrinligt Sujet til en Operatext; jeg læste Meislings oversættelse heraf, blev ganske henrykt, og faa Uger efter havde jeg færdig Operatexten ’Ravnen’, som jeg gav til en ung Componist…” Den ”unge Componist” var J. P E. Hartmann, der ligesom Andersen var født i 1805, og som ligesom Andersen aldrig havde skrevet en opera før. Det lykkedes dem med noget besvær at få operaen antaget på Det Kongelige Teater, hvor den fik premiere i 1832 og endte med at begejstre både publikum og anmeldere men alligevel blev taget af plakaten efter kun fem forestillinger. Efter en enkelt opførelse i 1833 blev ”Ravnen” lagt på hylden, indtil Andersen og Hartmann reviderede den markant i perioden 1859-63. Herefter gik operaen fire gange på Det Kongelige Teater i 1865 men vakte ingen jubel denne gang. Det er den oprindelige udgave fra 1832, som Den Jyske Opera spiller – i Kochheims ændrede version!
OM ISCENESÆTTELSEN
Sidste år anmeldte jeg Kochheims opsætning af dobbeltforestillingen ”La vendetta/I pagliacci” med musik af hhv. Hamerik og Leoncavallo, som var noget af det mest rædselsfulde, jeg nogensinde har set på en operascene, hvorfor jeg kaldte produktionen ”kunstnerisk vandalisme” i min anmeldelse. Kunstnerisk vandalisme er åbenbart Kochheims grundlæggende arbejdsmetode, når han iscenesætter operaer, for han har også maltrakteret ”Ravnen”. I Den Jyske Operas sæsonprogram skriver Kochheim, at det at iscenesætte ”Ravnen” har været at tage ”favntag med en grim ælling”. Det har bl.a. indebåret at omskrive al dialogen mellem de musikalske numre for at skabe en ”klarere fortælling” og en ”metahistorie”. ”Alternativet til ikke at omskrive Ravnens libretto ville være ikke at opsætte den”, forklarer han, og kloger sig desuden på, at Andersen nok har skrevet librettoen, som han TROEDE, en italiensk operalibretto bør være, i stedet for at have skrevet den i sin egen stil, samt at den kvindelige hovedperson må være et udtryk for Andersens seksuelle frustrationer. At tage favntag eller livtag med en opera er branche-speak for at forandre, forvanske eller vandalisere et værk. Det er til at få knopper af, at instruktørerne i operaens verden er så magtfulde, at de i årtier er sluppet afsted med denne nedladende holdning om, at operaerne ikke er gode nok til at blive præsenteret for/forstået af publikum, før instruktørerne har ændret dem, så der er plads til deres egne middelmådige ideer, som de ikke ville kunne få godtaget på selv den usleste provinsscene, hvis de selv skulle skrive en opera, men som de nu påtvinger det stakkels publikum, fordi disse ideer rider på ryggen af større kunstneres værker. Hvorfor accepterer danske operaledelser denne tingenes tilstand? Er de udelukkende uddannet indenfor administration, økonomi osv. men blottet for kunstnerisk forståelse, eller nærer de et decideret had til genren?
Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at Kochheims vandalisme IKKE gør historien klarere men blot mere forvirrende. Kunne det mon tænkes, at problemet ikke er teksten til ”Ravnen”, som, Kochheim hævder, ”har store sproglige og dramaturgiske udfordringer”, eller at den talte dialog ”forvirrer mere, end den gavner”, men at Kochheim simpelthen er dårlig til sit arbejde? Ifølge hans biografi på Den Jyske Operas hjemmeside er han uddannet indenfor kunsthistorie, teatervidenskab, økonomi og litteratur. Kochheim har altså ingen uddannelsesmæssige kvalifikationer indenfor det musikalske aspekt af de operaer, som han vandaliserer, og har derfor sandsynligvis hverken lært noget om syngespil – en operagenre, hvor de musikalske numre adskilles af talt dialog, som det ikke blot er tilfældet i ”Ravnen” men også i store mesterværker som Mozarts ”Tryllefløjten” og Webers ”Jægerbruden” – eller trylleoperaer, en genre, der både var populær i de tysktalende lange (”Tryllefløjten” igen) og Danmark (flere operaer af Kuhlau, fx ”Lulu”) i årtierne før og efter år 1800. ”Ravnen” har træk fra begge genrer, og hvis Kochheim ikke har kunnet iscenesætte den, som den er, skyldes det nok snarere hans egne begrænsninger end problemer med værket. Instruktørerne bør være sekundære i en operaproduktion – det er musikken, der bærer handlingen og vækker publikums følelser, og derfor bør den, og dermed også sangerne og dirigenten, være i højsædet. Instruktørerne bør facilitere denne proces, IKKE misbruge deres stilling til at promovere deres egne sløje ideer, der intet har med selve værket at gøre.
Og hvori består så den vandalisme, som jeg har påtalt? ”Ravnen” er et eventyr om to kongelige brødre, hvoraf den ene, Kong Millo, rammes af en forbandelse, der kun kan hæves, hvis han gifter sig med en kvinde, der er hvid som marmor, rød som blod, og sort som ravnen. Hans bror, Prins Jennaro, finder en sådan kvinde i skikkelse af Prinsesse Armilla, som han bortfører for sin brors skyld, men Armilla er datter af den mægtige troldmand Norando, som sværger hævn for sin datters bortførelse. Efter div. dramatiske hændelser, bl.a. at Jennaro forvandles til marmor, tilgiver Norando brødrene, bringer Jennaro til live igen, og Armilla og Millo, der i løbet af operaen er blevet forelskede i hinanden, får lov at blive sammen. Kochheim har dog ikke formået at give publikum en gang eventyrlig eskapisme, som der ellers er rig lejlighed til i denne opera, der udover de nævnte karakterer også befolkes af bl.a. havfruer og vampyrer. Han har i stedet opfundet en totalt overflødig metahistorie, hvor Armilla er en sygelig og neurotisk ung kvinde, der holdes indespærret af sin far, der ikke formår at vise hende den kærlighed og omsorg, som forældre skylder deres børn, hvorfor hun har opfundet sin egen fantasiverden, som hun kan forsvinde ind i, og her oplever hun eventyret om Jennaro og Millo. Pga. denne rammefortælling har mange af de medvirkende moderne tøj på, og da slutkorets sidste tone er klinget ud, skal vi som publikum sidde og kede os i stilhed, mens alle andre end Armilla forlader scenen, første scenes scenografi, der forestiller Armillas kammer, reetableres, og Armilla mumler/synger et par neurotiske fraser. Gab! Desuden har Kochheim opfundet en slags ”skygge” til Armilla, en rolle, der udføres af en balletdanser – igen et helt unødvendigt påfund, der intet har med ”Ravnen” at gøre men blot er blevet den påtvunget af den bedrevidende og selvpromoverende Kochheim.
Det er pinefuldt af se, hvordan Andersens tekst og Hartmanns smukke musik belemres med alle disse unødvendige og ofte platte eller decideret vulgære påfund. I første scene stammer, råber og halter Armilla og befamles af hele koret, som får hevet hendes højt opslidsede kjole til side, der afslører en benskinne på hendes ene ben. Der er i det hele taget mange scener, hvor Armilla bliver seksualiseret og gjort til et offer, enten af enkeltpersoner eller af koret. Det er ikke blot usmageligt og uacceptabelt, det er også svært at forstå, hvorfor Kochheim mener, at det er passende for en post-#MeToo operaproduktion, især i betragtning af, at han selv i 2018 blev beskyldt for sexchikane, og flere kvindelige kunstnere stod frem og fortalte om, hvordan Kochheim havde skrevet seksualiserende beskeder til dem på Facebook. Udover de seksualiserende optrin måtte man som tilskuer også tage sig til hovedet, når Armilla holdt de to brødre i hver sin tømme og talte på deres vegne, mens de mimede ordene og prøvede at bevæge sig som heste; når Armilla af Kochheim blev sat til at råbe, smide med bøger, eller ligge på gulvet og vride sig; når den ene bror stod med en pistol i hånden, mens den anden bebrejdede ham for at bruge sit sværd; osv. Alt i alt var det en flov omgang, hvilket desværre lader til at være Kochheims sædvanlige stil. Han gik af som chef for Den Jyske Opera tidligere på året, så lad os håbe, at han, når denne sæson, hvor han også skal iscenesætte Massenets ”Werther”, er slut, vil slå sine vandalistiske folder et andet sted end i Danmark.
I modsætning til den grimhedens æstetik, man som operagænger rent visuelt jævnligt oplever i moderne rædselsproduktioner, forsyner scenografen Rifail Ajdarpasic og kostumedesigneren Ariane Isabell Unfried os heldigvis med en del visuel skønhed i ”Ravnen”. Efter den første scene, som foregår i Armillas lille, hvide kammer, foregår resten af forestillingen i en verden af søjler og buer, der ligner en blanding mellem det gamle Rom og triumfbuen i Paris, og som er dekoreret med grønne planter. Det er kønt at se på, ikke mindst, da der dækkes til bryllupsfest på et bord med hvid dug og pæne blomsterdekorationer, og Anders Polls lysdesign bidrager til skønheden, ikke mindst i en af scenerne, hvor en række spotlights danner et smukt mønster ved at krydse hinanden. Unfried har skabt nogle smukke kjoler til Armilla, bl.a. den brudekjole, hun bærer i operaens slutning, og nogle vidunderligt overdådige kostumer til de tre havfruer. Det er dejligt at have noget smukt at se på, når man i flere timer skal trækkes med Kochheims symbolistiske psykodrama, der hverken er interessant i sig selv eller har noget som helst at gøre med ”Ravnen”. Det eneste, Kochheim opnår dermed, er at demonstrere, at en dramaturg er lige så overflødig i operaens verden, som de utallige projektledere og allestedsnærværende djøffere er det indenfor det offentlige, på bekostning af hhv. sangerne og musikerne i operaen og de varme hænder i det offentlige, der begge udfører det arbejde, der EGENTLIG er brug for i deres respektive sammenhænge.
OM FORESTILLINGENS MUSIKALSKE ASPEKT
Det er også dejligt med noget smukt at lytte til, og selvom Hartmanns musik med rette blev kritiseret ved premieren for ikke at fokusere ret meget på det melodiske, er den stadig værd at lytte til – det syntes ingen ringere end komponisten Robert Schumann, der dedikerede otte sider i Neue Zeitschrift für Musik, et musiktidsskrift, han selv havde grundlagt, til at skrive om ”Ravnen”, da partituret til den var blevet udgivet i 1839, og personligt er jeg helt enig med Schumann. Skønt operaen ikke indeholder uforglemmelige melodier à la Mozart, eller lange melankolske cantilenaer som dem, man finder i Bellinis operaer, byder den musikalsk set på en orkestral rigdom og handlingsmættet musik, som fastholder publikums interesse.
”Ravnen” er en del af Den Jyske Operas turné, og her i København sidder et velspillende Odense Symfoniorkester i graven, hvor de ledes af dirigenten Christopher Lichtenstein. Lichtenstein dirigerer med sikker hånd men man savner en større forståelse for sangernes behov – Armilla blev sunget af koloratursopranen Sibylle Glosted, der, som mange andre sangere med denne stemmetype, ikke besidder den store volumen. Det burde Lichtenstein have været opmærksom på og have kompenseret for ved at holde orkesteret tilbage, så de ikke spillede så kraftigt, når Glosted var på scenen.
Bortset fra den begrænsede volumen klarede Glosted de mange koloraturer i sit parti imponerende, selvom man måske kunne have ønsket sig lidt større klanglig skønhed. Man var i det hele taget imponeret af hendes præstation, da forestillingen var slut, ikke kun vokalt, men også fordi alt det hysteri og al den akrobatik, som Kochheim havde påtvunget hende, må have været utrolig udmattende. Hendes scenefar Norando blev sunget af bassen Steffen Bruun, som ikke lød til at være helt på toppen i starten af forestillingen, hvor hans høje toner lød anstrengt, og vokalerne a og u blev til o og dermed placeret alt for langt tilbage i munden. Han oppede sig dog, som forestillingen skred frem, og var mere behagelig at lytte til i operaens slutscene.
Prins Jennaro var i tenoren Anders Kampmanns skikkelse en rigtig prins – høj, flot og velklingende, bortset fra et par klemte toptoner i starten. Kampmann har en vaskeægte dramatisk tenor, der måske med tiden vil kunne synge så krævende partier som Tristan og Otello, og det var virkelig en fornøjelse at høre en tenor, der ikke blot havde denne tyngde men også var så velproduceret. Hans kongelige bror Millo blev sunget af barytonen Teit Kanstrup, som imponerede med et sikkert greb om sin rolle, både vokalt og dramatisk. I rollerne som havfruer og vampyr sås Estrid Holt Ipsen, Elise Denice Risager, Lina Valantiejute og Sophie Ting-Simonsen, der alle var hentet fra korets rækker (Den Jyske Operas kor sang i øvrigt glimrende). Desuden medvirkede skuespillerne Søren Ruby og Mo Chara, samt danseren Keiko Moriyama.
HVILKEN ”RAVN”?
Det er min faste overbevisning, at det er forkert at ændre på det grundlæggende ved en opera, men når det sker med et af repertoirets kendte værker, har man i det mindste mulighed for at se en mere traditionel produktion en anden gang, eller måske finde den på dvd eller via en streamingtjeneste. Men når der er tale om et så sjældent værk som Andersens og Hartmanns ”Ravnen”, er det decideret forkasteligt at lave så meget om. I betragtning af det fortænkte sludder af en gang miskmask, vi blev præsenteret for af Den Jyske Opera, synes jeg ærlig talt, det er vildledende at præsentere forestillingen som ”Ravnen”, for der er milevid forskel på Andersens og Hartmanns værk og Kochheims brutaliserede navnefælle. Han holder sig ikke engang til at lave om på teksten og plottet men indsætter også musik fra to Bournonville-balletter fra 1860’erne med musik af Hartmann, nemlig ”Valkyrien” og ”Trymskviden”, dvs. musik, der er komponeret ca. 30 år senere end ”Ravnen”, og jeg skal ikke kunne sige, om der er udeladt noget af Hartmanns oprindelige musik til operaen, men det skulle ikke undre mig. Alt i alt var det en meget skuffende omgang, der kun blev reddet af Hartmanns smukke musik og de sanglige meritter beskrevet ovenfor. Det er en ommer, Den Jyske Opera!