Overraskende forestilling på Bådteatret

Det er en meget personlig forrestilling om at leve med en far, som er maniodepressiv, instruktøren Nina Kareis har skabt sammen med Pete Livingstone. En forestilling der går tæt på den sindslidende set gennem en lille piges øjne.

Forestillingen er som et surrealistisk drømmespil, som viser en lille piges eventyrverden, der for hende distancerer de traumatiske begivenheder, men som for os publikummer gør dem uhyggligt nærværende. 

Det er en forestilling og en tekst, der ikke er for sarte sjæle – der bliver fortalt lige på og hårdt om selvmordstanker og psykiske lidelser.

Alligevel formår forestillingen at finde en lethed og skønhed, og det skyldes både iscenesættelsen af Nina Kareis og så sandelig også det lydbillede, som Peter Livingstone får skabt – det rammer både det uskyldige og det grufulde i pigens beskrivelse af sin syge far. 

Når slutreplikken er faldet, sidder man med en knugende fornemmelse i maven: Det er simpelthen overraskende godt teater – og så sidder man jo helt tæt på i Bådteatrets lille trange og varme sal. 

Johan Kølkjær rammer historien nænsomt ind i sin kasse-scenografi, og Clara Bisgaard får klædt de medvirkende i perioderigtige farver fra 1960'erne. Amia Mang, Bo Carlsson og Troels Kortegaard Ullerup får historien til at fremstå levende og inddragende, selvom de bærer masker det meste af tiden. 

Man får et godt indblik i en ellers tabubelagt familietilstand, og hvad det at have en forælder med sindslidelse kan gøre for et barn, men med lige præcis den rigtige mængde humor bliver det alligevel opløftende.