Der fuld knald på julestemning og spilleglæde hos de medvirkende i Eventyrteatrets Et Juleeventyr., Foto Ole Mortensen
Eventyrteatret har produceret forestillinger siden 1992 og har altid leveret højt niveau hos de medvirkende børn og unge. Årets forestilling er også fuld af højt humør og talent hos de medvirkende, men selve produktionen virker lidt træt og uinspireret.
Titel:
Et Juleeventyr
Teater:
Eventyrteatret
Glassalen, Tivoli
Spilleperiode:
Frem til 17. december
Alt ligner sig selv på godt og ondt i årets forestilling med Eventyrteatret i Glassalen i Tivoli. På godt fordi de medvirkende børn og unge igen er i charmerende topform, på ondt fordi det hele netop ligner sig selv.
Forestillingen mangler simpelthen kant og idé. Når man vælger at basere forestillingen på Dickens Et Juleeventyr, kræver det også, at man forholder sig til det mørke og den personudvikling, der er i historien, og ikke blot laver et fladt præsentationsshow, som var det Holiday On Ice.
Bo Skødebjerg har instrueret fladt og rodet, bl.a. forlader personer scenen, for så senere at komme ind og kommentere på noget, de ikke har set eller hørt. Koreografien af Tara Toya er også bare opvisning uden at være handlingsførende. Til gengæld er lyset af Peter Clausen flot, og det samme er kostumerne af Christine Brincker, og det er åbenbart hendes produktion nummer 42 for det gode Eventyrteater. Det kan man ikke se – man kan til gengæld godt se på resten af produktionen, at den er nummer 52 i rækken. Måske noget nyt blod ville gøre underværker – især hvis man vælger at spille Dickens, og hvorfor vælger man det, hvis man hellere vil lave en glad og glat juleforestilling?
Men nu til de medvirkende børn og unge, som trods alt er det vigtigste. De spiller alle godt, nogle endnu bedre, med Tue Alelslev Lange i spidsen som Scrooge. Musikken af Stuart Goldstein er også glimrende med bl.a, fine duetter, der synges flot af de medvirkende. Bo Skødebjergs manuskript er som nævnt en smule mere problematisk og formår ikke at fange essensen af Dickens historie.
Men julestemningen indfinder sig til sidst hos både de medvirkende og publikum i Glassalen, inden de kan gå ud og nyde den smukt pyntede have.