Drot og Mærsk på operaen reddes af musikken, mens iscenesættelsen dræber handlingen. , Foto Miklos Szabo

Dramaturgen dræber drotten

Af Idia Legray 15. januar 2024

Kasper Holtens opsætning af ”Drot og marsk” rummer store diskrepanser mellem den oprindelige tekst og Holtens dramaturgiske koncept. Vi blev ikke imponeret.

Titel:
Drot og Marsk

Teater:
Det Kongelige Teater Operaen
Store Scene

Spilleperiode:
14. januar - 2. februar 2024

Heises ”Drot og marsk”, der havde premiere i 1878, kaldes Danmarks nationalopera med god grund – emnet er mordet på Erik Klipping i 1286, og musikken rummer både romance- og folkevise-agtige indslag såvel som effektiv musikdramatisk vellyd. Desværre har Holten som sædvanlig valgt at forvanske og forvirre den oprindelige handling og berøver dermed publikum en dybere forståelse af denne smukke nationalskat.

HANDLINGEN I EN NØDDESKAL
I bøgeskoven forsøger ridderen Rane at forføre kulsvierpigen Åse, men Kong Erik går ham i bedene og lokker Åse med sig til slottet. Dette er blot endnu en i rækken af mange ydmygelser, som får Rane til at slutte sig til en gruppe sammensvorne, der vil dræbe kongen. Gruppen ledes af Marsk Stig, hvis hustru Ingeborg kongen har manipuleret og tvunget ned i sin seng, og da marsken har undsagt kongen på tinge, kommer der for alvor gang i komplottet. Under en jagt lokker Rane kongen til at søge ly for stormen i en lade i Finderup på den jyske hede, og kort efter trænger de sammensvorne ind i laden og dræber Kong Erik.

OM ISCENESÆTTELSEN
Som sædvanlig får vi ikke lov til at nyde dramaet, som det er. Der skal opfindes et totalt unødvendigt koncept, der bliver trukket ned over operaen og på den måde også over os i salen. Denne gang går det ud på, at Marsk Stig manipulerer kongen til at bemægtige sig marskens hustru, så Stig og de sammensvorne har en undskyldning for at begå statskup. Det forvrider totalt omdrejningspunktet i handlingen, nemlig marskens store kærlighed til Ingeborg samt hans middelalderlige behov for at få renset sin ære, som kongen har besudlet ved at voldtage hans hustru. Nu må vi i stedet lide den tort at se marsken se passivt til, når kongen indsmigrer sig hos Ingeborg, og senere se passivt til, når Ingeborg tager sig eget liv, selvom han i næste akt spekulerer på, hvordan hun mon har det (Ingeborgs selvmord er ikke en del af den oprindelige drejebog).

Scenografien består af høje skærme, der er bøjet i en 90 graders vinkel. På den ene side af disse skærme er der gengivet malerier af skove og af de sammensvorne, der ser laden i Finderup brænde efter mordet. Malerierne er sammen med dragterne til kongens fest i første akt de vigtigste islæt af visuel skønhed i produktionen, men desværre ligner den anden side af skærmene, som skal forestille en borg, noget fra mellemkrigstidens Sovjetunionen med betonvægge og jerndøre. Desuden bliver man efterhånden træt af at se disse skærme dreje rundt og bytte plads i en uendelighed.

Dertil er det svært at finde ud af, hvornår operaen ifølge Holtens koncept skal forestille at foregå, da de medvirkendes dragter peger i flere forskellige retninger indenfor 1900-tallet, bortset fra at herolden på tingstedet bærer en pudsig dragt, der periodemæssigt ligner en blanding af antikkens Babylon og ”De tre musketerer”. Det er trættende at skulle gentage sig selv i næsten hver anmeldelse, men det giver altså ikke mening at opføre et middelalderdrama i forholdsvis nutidige dragter, særligt ikke ”Drot og marsk”, hvor teksten og plottet er meget forbundet til den oprindelige tidsperiode.

Man kan også som publikum blive træt af alle de gange, teksten ikke passer til handlingen på scenen, enten fordi tidsperioden er ændret, eller fordi dramaturgen bare er ligeglad med teksten. Da Marsk Stig møder op på tingstedet, synges der, at man kan se hans øjne gløde af vrede bag hjelmens stænger (dvs. dens visir), men han har ingen hjelm på. Han er kommet hjem fra krig i Sverige og synger, at han bringer kongen faner og nøgler til de erobrede byer, men på scenen bringer han ikke kongen noget. Dette er bare to eksempler på de diskrepanser mellem tekst og scenisk handling, der jævnligt skurrer i hver eneste moderne operaopsætning. Man får næsten fornemmelsen af, at dramaturgen synes, at den oprindelige tekst er langt mindre vigtig end hans eget koncept, og den form for storhedsvanvid hører ingen steder hjemme

OM DEN MUSIKALSKE UDFØRELSE
Produktionens dirigent Michael Schønwandt dirigerede en studieindspilning af ”Drot og marsk” med bl.a. Inga Nielsen for over 30 år siden, så der er ikke noget at sige til, at han har godt fod på værket og leder både orkester og sangere på forbilledlig vis. Det Kongelige Kapel og Operakoret er i så fin form som nogensinde, og det er ekstra dejligt i denne produktion, da sangerholdet ikke er så stærkt.

Undtagelsen er Sofie Elkjær Jensen som Åse. Allerede for fem år siden, da produktionen havde premiere, var jeg dybt imponeret over hendes utrolig smukke sopran, hendes eksemplariske teknik, og hendes fine måde at få ord og musik til at smelte sammen til en højere dramatisk enhed, og alle de gaver giver hun publikum igen, nu hvor produktionen har repremiere. Jensen har også en rigtig fin diktion, og det er særlig vigtigt, når nu operaen er på dansk. I modsætning til mange andre sangere på Den Kongelige Opera formår hun også at synge høje toner, der er smukke, kraftige, sikre og hænger godt sammen med resten af stemmen. Alt i alt er hun operasanger på et meget højt niveau, som vi sjældent hører her i København, og som hun var den eneste, der præsterede ved ”Drot og marsk”’s repremiere.

Rollen som Kong Erik udførtes af Peter Lodahl for fem år siden, og han er den eneste blandt de fem hovedrolleindehavere, der ikke gentager sin rolle i 2024. I stedet er Niels Jørgen Riis trådt til. Jeg har tidligere været nødt til at skrive negativt om Riis pga. hans mangelfulde teknik, og selvom han denne gang lød til at have bedre styr på sin top end i de Puccini-operaer, jeg har set ham i, var der ikke meget volumen i ham. Desuden får han gjort kongen til en fjollet figur i en sådan grad, at man har svært ved at forstå, at han skal forestille at være en succesfuld kvindebedårer.

Gert Henning-Jensen klinger smukkere som Rane. Henning-Jensen er 58 men ligner stadig en ung mand på scenen, hvilket hjælper til at gøre hans figur troværdig, og hans sammenspil med Riis i sidste akt, umiddelbart inden kongen myrdes, var særlig vellykket. Henning-Jensen har dog ikke så godt styr på sin top længere, og det har han tilfælles med Johan Reuter, der sang Marsk Stig. Reuter placerer sine høje toner alt for langt bagud i resonansrummene, så alle vokaler lyder som o, og det er en skam, for Reuter har en stærk udstråling på scenen og var derfor dramatisk overbevisende som den hævnende kriger.

Bundgårds Ingeborg var på sin vis imponerende, for den var dybtfølt og indeholdt nogle meget smukke pianofraser. Bundgård kan også levere masser af volumen, når dramaet kræver det, men jo højere og/eller kraftigere, hun synger, jo mindre behageligt klinger stemmen. Til gengæld var det en fornøjelse at lytte til Anders Kampmanns fine tenor i rollen som Arved Bengtsen, en af de sammensvorne. Jeg konstaterede allerede i min anmeldelse af Den Jyske Operas gæstespil med Hartmanns ”Ravnen” i efteråret, at han har en rigtig fin stemme, og jeg er sikker på, han nok skal nå langt.

De to øvrige sammensvorne var der ikke meget ved. Morten Staugaards Grev Jakob havde samme problem som Reuters Marsk Stig, bare i endnu mere udpræget grad, og Per Bach Nissens Jens Grand blev til en så latterlig figur rent scenisk, at man ikke rigtig lagde mærke til, hvad Nissen kunne rent sangligt. Marcus Dawsons herold var heller ikke imponerende – stemmen lader ikke til at være støttet ordentligt, hvilket giver den et generende vibrato. Dawson går på sidste år på Operaakademiet, så han har heldigvis tiden for sig til at få konsolideret sin teknik.

Repremieren faldt sammen med tronskiftet. Operaen havde derfor meldt ud, at publikum skulle være på plads i salen kl.14:50, da tronskiftet ville blive vist på storskærm, inden ”Drot og marsk” startede. Det viste sig at være væsentlig mere interessant at se Kong Frederik X knibe en tåre på balkonen på Christiansborg Slot end at trækkes med Holtens sløje og forvanskende koncept – det fortjener nul stjerner, men orkester og kor under Schønwandt, Sofie Elkjær Jensens Åse på internationalt stjerneniveau, og Heises vidunderlige musik skaffer alt i alt forestillingen tre stjerner.

Tjek os ud

Teater

Annonce

Bedste hotelmorgenmad i København

Er morgenmad virkelig det nye “sort”?

Nogle siger, at morgenmad er det vigtigste måltid på dagen, men graver man efter bevis for dette, ...

Hotel Skovly - en perle på Bornholm 

Endnu en påskeferie er bag os. Folk har forskellige præferencer, når det kommer til hvordan og hvad de bruger ...

Hotel Skovly ligger i nærheden af Rønne og er let fremkommeligt uanset om man bruger den offentli...

Sofie Pallesen og Anton Hjort er de helt rigtige til at formidle Jon Fosses børnebog Kant på Parkteatret i Frederikssund.

Ud over kanten

Park Teatret har haft premiere på den fine forestilling Kant – om en dreng, der undres over universets uendeli...

18. apr
Ulla Henningsen og Waage Sandø er forrygende gode i den mindre gode komedie Nye Tider på Folketaetret.

Komedie uden kant

Folketeatret har Danmarkspremiere på den amerikanske feel-goodkomedie Grand Horizons, som på dansk er blevet t...

18. apr
Trine Pallesen sammen med det gode orkester i forestillingen Ta' mig som jeg er om Grethe Ingemann.

Hyggelig Grethe Ingmann forestilling i Tivoli

Man kan lige nå det i aften, hvis man vil have en hyggelig og nostalgisk aften i selskab med Trine Pallesens f...

18. apr
Det er et herligt musikalsk hold der er på scenen i kabareten

Kun det bedste er godt nok

Den rigtigt gode idé med Kunstnerkabaret på Riddersalen fortsætter flot med den nyeste forestilling. 

10. apr