Store tykke mure køres rundt på scenen som en blanding af Grædemur og de mure, der holder familien sammen og de andre ude. Men indenfor murene er det ikke rigtigt konsekvent i hverken scenografi eller instruktion.
Hos Levin er der kun stole og ingen borde – så vi åbner forestillingen med suppetallerkener i skødet, og intet spisebord. Et bord, der kunne have samlet familien og vist det sammenhold, der er i jødedommen, og bare det jødiske sammenhold havde kunnet holde sammen på hele teateroplevelsen uden demonstrativ hittepåsomhed for at bevise klassikerens værdi idag. Det er generende, at der skal leges moderne teater med at sætte ting på gulvet, når man f.eks. hos Herming har flottet sig med fuldt møblement. Selvfølgelig er Herming en rigere familie - men det virker inkonsekvent i stilen.
Det samme gør sig som nævnt gældende ved spillestilen. Jens Albinus har fået lov at gå helt bersærk, da han får at vide at Esther har valgt Herming, hvorimod Bodil Jørgensen går den helt anden vej, og det gør hendes tolkning og figurtegning endnu stærkere. Så de to figurer spilles henholdsvis voldsomt udvendigt og nobelt afdæmpet.
Hos de unge er det lykkedes bedre for Joachim Kubel som den unge Herming end for Emilie Kroyer Koppel at skabe en troværdig figur. Joachim Kubel spillede hans Jørgen Herming rent, forståeligt og med autoritet. Emilie Kroyer Koppel har indtil nu mest spillet film, og har ikke en skuespilleruddannelse bag sig. Det ser man desværre tydeligt i en klassiker som denne – og så på Gamle Scene. Der må være et utal af teateruddannede unge skuespillerinder, der kunne have fået chancen – eller man burde i hvert fald have hjulpet Emilie Kroyer Koppel, så hendes intensitet blev stærkere i scenerne. I stedet er den langsomme stil fra flere af de medvirkende med til at trække forestillingens tempo ned og dermed gøre aftenen unødvendig lang.
Lars Brygmann gjorde en udmærket Etatsråd Herming, men det virkede nærmest som fråds at lade ham spille den rolle. Stine Stengade var sat til at spille Fru Etatsråd Herming som en fuld Ghita Nørby.
Nikolai Dahl Hamilton har også klogeligt valgt, ligesom Bodil Jørgensen, at holde kortene tæt på kroppen – nærmest spille dem indad, istedet for som hos jens Albinus og enkelte af de andre medvirkende at spille alle kortene ud hele tiden.
At stykket stadig er brændende aktuelt, selvom det er skrevet i 1912, skyldes især Nathansens behandling af det sprængfyldte tema om antisemitisme, men man kunne godt have renset ud i de mange gamle vendinger og udtryk, der igen var med til at gøre aftenen en smule kedelig.
Man kunne også godt have renset ud i den hær af sceneteknikere, der iført arbejdstøj og hovedtelefoner skulle køre rundt med de store mure i Steffen Aarfings som nævnt noget ujævne og usammenhængende scenografi, der dog var smukt belyst af Ulrik Gads lysdesign.
Nogen kan måske huske Morten Kirkskovs stramme, rene og stærke Indenfor Murene på Aalborg Teater, da han var chef der. Selvfølgelig skal man ikke blot gentage og kopiere sig selv, men man kunne måske have ønsket sig en mere konsekvent stillingtagen til ideer og iscenesættelse.
Lad det ikke være troen, der bestemmer dit liv, bliver der sagt i forestillingen – og ligesom en anden klassiker i København (Edward d. II på Betty Nansen) handler Indenfor Murene om retten til at elske den man vil, men det blive unægteligt lidt tungt på Gamle Scene, og det er synd for Nathansens evigt aktuelle tekst. Så lad dog barnet! Lyder en anden berømt replik i stykket – måske man skulle have ladet lidt barnlig vildskab blande sig i forestillingen.