Flot dans overskygger handlingen i Askepot 

Det er en flot balletaften med Askepot på Operaen i Gregory Deans farverige version med masser af koreografi – næsten så megen koreografi og spil i ensemblet at det skygger for hovedpersonen og historien.

Emma Riis Kofoed var ellers en yndig Askepot og dansede smukt og med overskud både alene og sammen med Ryan Tomash, som var en karismatisk prins. 

Gregory Dean har holdt sig i et rent klassisk formsprog med masser af søde henvisninger til både Bournonville og Balanchine og andre store klassikere. Faktisk var hele forestillingen som et opslagskatalog over den klassiske ballet. Bournonville ser man især i de sprælske karakterdanse til stedsøstrene – og det er sjovt at danseundervisningen er trin fra Konservatoriet.

Koreografien er effektiv, men trods det at der er godt tempo over fortællingen – bl.a. fordi man har skåret i Prokofjevs uendelige parader af små danse især i første akt – bliver forestillingen en smule lang. Det gør den, fordi man taber hovedhistorien undervejs i trin og spil fra korpset og de mange sidehistorier. Især kæmpes der med en stillestående sidste akt, hvor man især har snuset til Christopher Wheeldons version, som ender hos feerne ude i skoven, og de to stedsøstre også får deres kavalerer.

Jon Morrells scenografi og kostumer var farverige og pompøse, og en fin virkning med de skiftende videovægge bag skovens træer. 

Do to stedsøstre er sjove udført af Camille Ruelykke Holst og Wilma Giglio, og Stephanie Chen Gundorph er en smuk og yndefuld fe. 

Det bliver en smuk og flot aften til ballet i operaen, med masser af koreografi danset af et flot korps af dansere og storladen musik af et velspillende kapel i graven under ledelse af Paolo Carignani.