Kasper Holtens nye produktion af ”Tosca” er på alle måder en forringelse sammenlignet med Peter Langdals gamle, som jeg anmeldte for tre år siden. Faktisk var både det musikalske og det sceniske så pauvert, at jeg ikke mener, det kan betale sig at skrive en lige så detaljeret anmeldelse, som jeg plejer.
MUSIKALSK GRU
Dirigenten Daniele Squeo larmede med jævne mellemrum så meget, at man ikke kunne høre sangerne ordentligt, og desuden havde han en tendens til at behandle ”Tosca” som et tonemaleri af Debussy, hvilket både trak en del af fraserne ud af form og gjorde det, der burde have været et lidenskabeligt verismo-drama, til en kedelig affære.
Sopranen Francesca Tiburzi (Tosca) er uden sammenligning den dårligste sopran, jeg har hørt i de 32 år, jeg har gået til opera. Hendes tekniske metode gik ud på at placere lyden i et alt for lille resonansrum og trække vejret med skuldrene i stedet for maven, hvilket gav uskøn timbre, høje toner, der ikke var høje nok mm. Derudover blev der på ingen måde kælet for hverken den musikalske eller dramatiske frasering – der blev sunget småt og pyssenysset meget af tiden, lange toner blev sluppet alt for hurtigt, høje toner blev hysteriske hyl mm.
Tenoren Matteo Lippi (Cavaradossi) brillerede heller ikke ligefrem med musikalsk elegance eller præcis frasering, men hans vokale metode var trods alt mere sikker en Tiburzis. Der var dog stadig en del plads til forbedring i den klemte udformning af tonerne i toppen. Barytonen Johan Reuter (Scarpia) manglede sanglig sikkerhed, for Scarpia fordrer mange besøg i toppen af stemmen, og det slap Reuter ikke godt fra. Af de mange bipersoner gjorde bassen Morten Staugaard (Angelotti) sig særligt bemærket med sin decideret ubehagelige vokaliseren.
SCENISK KEDSOMHED
”Tosca” foregår i 1800 men var nu henlagt til et ikke nærmere angivet årti i 1900-tallet. Kirkescenografien i første akt lod meget tilbage at ønske med det diagonalt placerede spejl, der blævrede, når folk gik forbi tilpas hurtigt, og det stykke gennemsigtige klæde, der skulle gøre det ud for at maleri, Cavaradossi arbejdede på, og som en del handling foregik bag. Det blev decideret latterligt, når Angelotti, i stedet for at skjule sig i det af originalmanuskriptet angivne kapel, lå og rullede sig sammen bag stativet med vokslys – selv en svagtseende pensionist kunne have set ham der.
Anden akt var ikke bedre, selvom der blev tryllet med et scenegulv, der blev hejst op og ned – Scarpias kontor i det smukke Parlazzo Farnese i Rom blev reduceret til en mærkelig kælder med gitter og maskineri. Desuden ødelagde Holtens ”koncept” meget af det sædvanligvis intense drama mellem Scarpia og Tosca, når han placerede Scarpia med ryggen til sit offer ved at bord, hvor han iført undertrøje sad og spiste med sine underordnede. Når Tosca bad om at se Cavaradossi, hvorefter Scarpia nægtede, kun for at give signal til sine medarbejdere om at føre ham ind, blev det igen latterligt.
I sidst akt klarede det midlertidigt op, for scenograf Philipp Fürhofer havde skabt et utrolig smukt bagtæppe, hvor Rom langsomt kom til syne, malet på kunstnerisk vis og med jævnligt skiftende farver for at illudere solopgangen. Det blev dog igen latterligt, når Tosca sang ”Hvor er min Mario smuk!”, mens hun kiggede i den anden retning, og decideret idiotisk, når hun til sidst sprang i døden – ved at tage et enkelt trin ned. At scenegulvet derefter hævedes i et søvndyssende adstadigt tempo og man trakterede med lidt tøris, bødede ikke på dette fjolleri.
HVORFOR ”TOSCA”?
Der var nogle ganske få lyspunkter i forestillingen, fx Toscas smukke kjole i anden akt (begået af kostumedesigner Astrid Vang Kragh), de smukke efterligninger af tidligere århundreders religiøse malerier, tenorens flotte høje H i ”La vita mi costasse” i første akt, som stod i skærende kontrast til hans uskønne, klemte høje Ais i ”Vittorio! Vittoria!” i anden akt, Reuters fine fremstilling af Scarpias skinhellighed i første akt, eller da Tosca endelig fik lov af Holten til at blive en dramatisk heltinde, når hun dolkede Scarpia, i stedet for det hysteriske offer, Holten gjorde hende til resten af tiden.
Med så lidt at glæde sig over, er man nødt til at spørge: Hvorfor ”Tosca”? Hvorfor ”Tosca”, når man vil ændre en masse, bl.a. lade Tosca være på scenen, når hun synger sin kantate i anden akt og dermed ødelægger den musikalske balance mellem kantaten og dialogen mellem Scarpia og Cavaradossi? Hvorfor ”Tosca”, når man ikke formår at skabe reel passion mellem de elskende? Hvorfor ”Tosca”, når man hyrer en underlegen sanger til titelpartiet? Hvorfor ”Tosca”, når man gør dramaet så søvndyssende, at man som tilskuer sidder og længes efter tæppefald? Hvorfor ”Tosca”, når man er så vildledt, at man synes, det er en god ide at gøre Toscas indadvendte bøn til Gud til en udadvendt bøn til en dronning, der slet ikke er til stede ifølge originalmanuskriptet?
Endnu mere vigtigt: Hvorfor opera, når alt skal laves om, og man fra teatrets side mangler grundlæggende respekt for og forståelse af genren? Hvorfor opera, når man ikke engang har musikalsk kundskab (eller tilpas mange statslige bevillinger) til at hyre sangere, der er dygtige nok? Hvorfor opera, når man tænker så dårligt om både opera som genre og om de individuelle operaer, man vælger at sætte op, at man mener, de skal ”reddes” eller ”forklares” vha. endnu et dødssygt ”koncept”?