”Jeg synes generelt, at der ofte er en utrolig arrogance i kunstverdenen. Når folk siger, ’det forstår vi ikke’ om et kunstværk, så kigger kunstnerne på dem og siger, ’det må I selv finde ud af, når nu I er så snotdumme’. Den elitære tilgang er helt okay, hvis man sidder inde i kunstinstitutionens lukrative rammer og eksperimenterer med kunstneriske former og udtryk. Men det er ikke altid okay, når det er ude i det offentlige rum, og det er der, problemet opstår. Arrogancen ødelægger i virkeligheden folks mulighed for at forstå og få kærlighed til kunst.” Citatet stammer fra billedhuggeren Jens Galschiøt, som i en artikel i Kristeligt Dagblad af 8. juni 2017 forholder sig til debatten om folket og kunsten.
Det ovenstående citat afspejler efter min mening meget godt det ene frontalangreb efter det andet, som Brian Risberg Enggaard Clausen, med det kunstneriske navn Bryan Rice, sætter i gang mod undertegnede og alle de andre, der stiller sig kritisk over for Dansk Melodi Grand Prix. Senest i forhold til min artikel "DMGP 2022: her er de 8 finalister". For ifølge Brian er det respektløst at kritisere de artister, der stiller op i landets mest traditionsrige musikkonkurrence, da de fortjener bedre for deres mod, deres talent og ikke mindst de følelser og den energi, som de har lagt i deres arbejde. Så, frem med klaphatten, hvis du vil være med på Brians hold. Hvis du derimod ikke mener det samme som Brian er du, for at bruge hans egne ord, mavesur, ubarmhjertig og basher. Når du først har fået tildelt en etikette af Brian, bliver den permanent siddende, for verden opleves som enten sort eller hvid i hans optik. Der findes ikke nogen midte, og nuancerne bliver overset eller er ikke eksisterende. Så simpel er virkeligheden dog ikke.
Personligt har jeg aldrig betvivlet artisternes store indsats. Min pointe er bare, at en god og hæderlig indsats ikke altid ender med et godt slutprodukt. Det gælder for alle brancher og fag - ikke kun musikken - og det er trods alt slutproduktet, publikum bedømmer i en musikkonkurrence som Melodi Grand Prix. Ja, jeg ved godt, at Brian mener, at man skal kunne sætte sig i en sangs tekst og melodi og helst være musikuddannet for at give sangen en kvalificeret bedømmelse, men den holder ikke. Denne tilgang finder jeg arrogant, selvtilstrækkelig og unuanceret. Musikken, og kunsten i det hele taget, handler ofte om førstehåndsindtryk og den umiddelbare oplevelse af et værk. Dette gælder især Melodi Grand Prix, hvor der i øvrigt gennem årene er kommet meget mere fokus på præsentationen, showet og koreografien end kun på musik. Desuden bør man have det in mente, at der her er tale om konkurrence, hvor de fleste seere, som jo i dette tilfælde er dommere, hører sangene kun én gang. De kan derfor af gode grunde hverken have tid eller lyst til at gennemlytte en sang flere gange for at fordybe sig i teksten og/eller melodien. Det betyder, at seerne som regel bedømmer sangene på baggrund af deres allerførste indtryk og deres egen smag selvfølgelig. Et fangende omkvæd, en farverig koreografi, en vokalpræstation - det er dét, folk husker på godt og ondt. Endvidere er musikkritikken (gudskelov) ikke kun forbeholdt “musikkyndige”. Musik er en del af det offentlige rum og derfor har alle mulighed for og ret til at forholde sig til den.
I stedet for at angribe kritikerne af Dansk Melodi Grand Prix under dække af ”positivitet, forståelse og sammenhold”, som Brian efterlyser i sin artikel ”Melodi Grand Prix-bashingen i Danmark er gået for vidt”, burde man komme kritikerne i møde og stille sig nysgerrigt over for deres holdninger og meninger. For kritikerne er også fans. At dele Melodi Grand Prix’s interesserede i ”os” og ”dem” eller ”elskere” og ”bashere” er det sidste, eventet har brug for, fordi det som følge af sin folkelige appeal skal kunne omfavne alle. Inviter til dialog istedet for at opføre mure og skabe små kulturelle samfund, som andre ikke skal "bashe". Præmissen at man automatisk er modstander af Dansk Melodi Grand Prix, blot fordi man peger på ting, der ikke fungerer, er useriøs og latterlig. Det vil svare til, at en musikanmelder eller en filmanmelder hader henholdsvis al musik og samtlige film, fordi de har skrevet en eller flere anmeldelser, hvor de udtrykker deres manglende begejstring for slutproduktet. Det holder selvfølgelig ikke. Mit personlige ønske om et leveringsdygtigt og stærkt Melodi Grand Prix bunder i alt sin enkelthed i, at Danmark hvert år, i hvert fald i mine øjne, skal gå efter sejren i Det Europæiske Melodi Grand Prix. For at opnå dette mål er konstruktiv kritik en nødvendighed - ukritisk ros og støtte kan føre til, at tingene stå i stampe. Det kan så godt være at min kritik af eventet set udefra opleves som overvejende negativ, men det skyldes at Danmarks Radio ikke har bevæget sig nævneværdigt fremad de seneste år.
Jeg vil slutte af med endnu et citat. Denne gang er det journalist og forfatter Nikola Nedeljković Gøttsche, som den 24. februar 2018 skriver følgende i en leder i Information:
“Men undskyld. Hvad er egentlig lettest: At kritisere populærkulturen eller lade sig bedøve af den? Det er muligt, at parnassets modstand mod den middelmådige massekultur er blevet monoton og træt, men det kan ikke være en undskyldning for at overgive sig fuldstændig til den laveste fællesnævners fornøjelser. Kunsten skal danne og opdrage. Men det kan den kun, hvis den udfordrer. Horisonten udvider sig først, hvis du udsætter dig selv for indtryk, der overskrider dine grænser: lytter til musik, der lyder som larm; kigger på kunst, der ligner sjask; kaster dig ud i det umiddelbart frastødende, utiltalende og uforståelige. Man lærer intet af kun at svælge i det velkendte og det trygge. Det er fint og kan være forløsende at synge med på sit yndlingspophit, men det kan ikke stå alene: Der må også gøres plads til den sværere musik, der kræver selvoverskridelse.”