Figaro uden Mozart

De fleste af os forbinder – vel nærmeste udelukkende – titlen Figaros Bryllup med W.A. Mozarts opera, men operaen bygger på en komedie af Pierre Beaumarchais – den midterste del af en trilogi som starter med Barberen i Sevilla og slutter med den mindre kendte, Den Brødefulde Moder. 

Det er Beaumarchais skuespil fra 1778 man kan opleve på Aalborg Teater frem til 15. juni. 

Det er en klassisk komedie om magtmisbrug og sex. Figaro er kammertjener med mere for Grev Almavia, og Suzanne er kammerpige for grevens kone, Grevinde Rosina. Figaro og Suzanne er forelskede – eller har i hvert fald besluttet at de skal giftes – og greven har lovet at afstå fra sin traditionelle ret: at få første nat med bruden. Eller har han?

"Det bliver en flot visuel opsætning med overdådige kostumer og storslået scenografi", lover Aalborg Teater – virkeligheden var en dyster scene og et kostumemæssigt rodsammen af stilarter og epoker som egentlig så ganske morsomt ud, men som hverken understøttede handlingen eller i øvrigt gav mening. Måske et forsøg på at aktualisere et stykke som i virkeligheden slet ikke har brug for det. 

Spillerne var der bestemt ikke noget at udsætte på. Fremhæves bør Ferdinand Falsen Hiis som en både sexet og fyrig springfyr af en Figaro, og Bolette Nørregaard Bang som en passende koket og verdensklog Suzanne. 

Det meste af forestillingen akkompagneres at forskellig musik/sang af nyere dato og med varierende lydstyrke, bl.a. et par Leonard Cohen-sange og Who Let the Dogs Out. Det virkede fortænkt og forstyrrede mere end det fremhævede – og hvorfor i det hele taget forsøge at parre Beaumarchais' tekst med moderne musik når Mozart i forvejen har gjort det og aldrig vil blive overgået. Teksten kan selv, og den behøver slet ikke musisk ledsagelse.

Alt i alt en velspillet opførelse af en gammel men stadig fuldgyldigt underholdende og relevant  forviklingskomedie med bid – men den ville have stået stærkere i en mere traditionel scenografi og en mindre påtrængende kostumering.