Jeg er ikke den store fan af gyserfilm. Faktisk går jeg som regel uden om dem.
Så jeg var lidt skeptisk, da jeg satte mig til rette for at se Leviticus. Men filmen overraskede mig. For selv om den bliver solgt som horror, oplevede jeg den mere som en thriller – og som en LGBT+-film om noget, der er langt mere virkeligt end det overnaturlige væsen, der jager filmens to hovedpersoner.
Leviticus handler om Naim og Ryan, to unge mænd i et konservativt australsk miljø, som forelsker sig i hinanden.
Kærlighedshistorien er på mange måder klassisk. To unge mænd finder hinanden i omgivelser, hvor deres kærlighed ikke bliver accepteret. Det har vi set før.
Men så tager filmen en drejning.
Religion, homofobi og et forsøg på at ”kurere” homoseksualitet sætter gang i et overnaturligt mareridt. Et væsen begynder at forfølge dem, og det kan tage skikkelse af den person, man begærer mest.
For Naim og Ryan betyder det hinanden.
Den person, de allerhelst vil være tæt på, bliver pludselig også den person, de skal være bange for.
Det er her, Leviticus for alvor rammer.
Når man lærer at frygte det, man føler
Monsteret er selvfølgelig filmens gysergreb. Men efterhånden blev jeg mindre optaget af, hvad monsteret egentlig var.
For mig blev det langt mere interessant, hvad det stod for.
Hvad sker der med et ungt menneske, når man igen og igen fortæller det, at dets følelser er forkerte? At den person, man forelsker sig i, ikke er den person, man bør forelske sig i? At ens begær er syndigt eller ligefrem noget, man skal kureres for?
Man kan måske lære at skjule det.
Men man kan også begynde at frygte det.
Det er noget af det stærkeste ved Leviticus. Den handler ikke kun om den homofobi, Naim og Ryan møder fra andre. Den handler også om, hvad der sker, når den sætter sig inde i én selv.
Når man begynder at se på sine egne følelser med de samme øjne som dem, der fordømmer én.
Så giver filmens monster pludselig rigtig god mening. Det tager form som den person, man begærer, fordi drengene har fået at vide, at netop det begær er farligt.
Filmen gør den frygt helt konkret.
Det mest ubehagelige er menneskene
Hvis du forventer halvanden time, hvor du sidder med hænderne foran øjnene, er Leviticus nok ikke den film, du leder efter.
Jeg blev ikke skræmt fra vid og sans. Men jeg var spændt på, hvad der ville ske med Naim og Ryan, og filmen formår at holde den spænding det meste af vejen.
For mig ligger det egentlige gys et andet sted.
Hos menneskene omkring dem.
Og det interessante er, at de ikke nødvendigvis selv mener, at de gør noget ondt.
Naims mor mener eksempelvis, at hun beskytter sin søn. Hun ved, at homofobien findes, og hun frygter, hvad der kan ske med ham. Problemet er bare, at hendes måde at beskytte ham på også bliver en del af det, der gør ondt.
Det synes jeg er langt mere interessant end en historie, hvor alle homofober bare bliver fremstillet som onde mennesker.
For man kan godt gøre frygtelig skade på et andet menneske og samtidig bilde sig selv ind, at man gør det af kærlighed.
Jeg blev vred
Da rulleteksterne kom, sad jeg ikke tilbage og var bange.
Jeg var vred.
For monsteret er opdigtet. Det er omvendelsesterapi ikke.
Der findes stadig mennesker, som får at vide, at deres seksualitet eller kønsidentitet er noget, der skal ændres, undertrykkes eller ”helbredes”.
Og så bliver filmen pludselig sværere bare at affeje som en gyser.
Fjerner man alt det overnaturlige, står der stadig to unge mennesker tilbage, som får at vide, at noget helt grundlæggende ved dem er forkert.
Det er dét, jeg synes er skræmmende.
Monsteret forsvinder, når lyset bliver tændt i biografen.
Det gør virkeligheden ikke.
Naim og Ryan skal fungere – og det gør de
Joe Bird spiller Naim, og Stacy Clausen spiller Ryan. De er begge gode, og vigtigst af alt tror man på dem sammen.
Der er en usikkerhed og forsigtighed mellem dem, som passer til historien. De behøver ikke hele tiden fortælle os, hvad de føler. Det ligger ofte i blikkene, berøringerne og de øjeblikke, hvor de bare får lov til at være sammen.
Og det er nødvendigt.
For hvis man ikke tror på, at de virkelig vil hinanden, virker resten af filmen heller ikke. Hele gyset bygger jo på, at den person, man længes mest efter, pludselig også er den person, man skal frygte.
Jeg var tæt på fire stjerner
Jeg vaklede mellem fire og fem stjerner.
Filmen kunne godt være strammet lidt op. Og jeg ville gerne have haft mere om selve omvendelsesterapien. Det er så vigtig en del af historien, at filmen efter min mening godt kunne være gået længere ind i den.
Kærlighedshistorien mellem Naim og Ryan er heller ikke i sig selv ny. Vi har før set historier om to unge mænd, der forelsker sig i omgivelser, hvor de ikke må.
Men Leviticus gør noget andet med den historie.
Den tager den frygt og skam, som andre mennesker forsøger at lægge ned over de to drenge, og gør den fysisk.
Det er en enkel idé. Men den virker.
Og slutningen understreger noget, som filmen har kredset om hele vejen: Man slipper ikke nødvendigvis af med skammen, bare fordi man slipper væk fra dem, der gav én den.
Man kan forlade kirken. Man kan forlade byen. Man kan tage afstand fra mennesker, der har fortalt én, at man er forkert.
Men deres ord kan stadig sidde fast.
Det var den tanke, jeg sad tilbage med.
Leviticus er derfor ikke først og fremmest en film om et overnaturligt monster for mig.
Den handler om, hvad der kan ske med et menneske, når andre lærer det at frygte sine egne følelser.
Og måske er det i virkeligheden langt mere skræmmende end noget monster.
Skulle jeg med en sætning anbefale den, må det være: Leviticus – se den.
Se traileren her