Jeg sad forleden med nogle venner og snakkede om, hvordan det føles, som om vi er ved at være de sidste. De sidste bøsser. De sidste lesbiske. Ikke fordi homoseksualitet forsvinder – nej, den lever i bedste velgående – men fordi færre og færre bruger ordene bøsse eller lesbisk om sig selv. I stedet møder vi queer, panseksuel, ikke-binær, flydende – eller slet intet label overhovedet.
Og det gør noget ved én. For hvad sker der med os, når vores ord forsvinder?
Vi kæmpede os til ordene – nu skubbes de væk
Min generation voksede op med labels – og kæmpede for retten til dem. Vi var blandt de første, der kunne sige “jeg er bøsse” i klasselokalet eller springe ud som lesbisk ved julefrokosten. Det var ikke uden konsekvenser – vi bar på skam, tavshed, skyld og ofte tab. Men vi havde et ord. Et navn. Noget at stå i. Og det navn bar vi med stolthed. Bøsse og fri. Lesbisk og stolt.
I dag virker det, som om de ord er blevet for lidt. For begrænsende. For “binære” – som om man ikke længere må være bare tiltrukket af sit eget køn. Som om “homoseksuel” er en gammeldags etiket, der ikke længere har kulturel valuta i queer-land.
Forstå mig ret: Der er intet galt i at udvide sproget. Selvfølgelig skal der være plads til flere måder at være på. Men det, vi ser nu, er ikke bare en udvidelse – det er en udskiftning. Vores gamle ord bliver fjernet fra regnbuen. Bøsse og lesbisk bliver reduceret til fodnoter i en ny identitetspolitisk diskurs, hvor queer er det altopslugende svar på alt.
Når alt er queer – hvad er så noget?
“Queer” er blevet det nye normal. Ikke bare et begreb for det afvigende, men det dominerende, det rigtige, det progressive. Det er flydende, politisk, inkluderende – og næsten umuligt at definere. Og det er netop det, der er problemet. Når alt er queer, så mister vi det konkrete. Vi mister pejlemærker. Vi mister hinanden.
For jeg ved ikke længere, hvad nogen mener, når de siger “jeg er queer”. Er du bøsse? Er du trans? Har du lyst til mænd? Til kvinder? Til ingen? Har du bare lilla hår og en holdning til normkritik?
Og jeg ved godt, det er meningen, det skal være åbent. Det er pointen. Men det gør det svært at finde hinanden. Det gør det svært at spejle sig. Det gør det svært at være stolt af noget, man ikke længere må sige højt uden straks at skulle indordne sig under et mere “oplyst” label.
Vi er gået fra at kæmpe os ind i sproget – til at blive skubbet ud af det igen.
Det gamle regnbueflag falmer
Endda de gamle symboler bliver faset ud. Det oprindelige regnbueflag med sine seks farver – et symbol på mangfoldighed og frihed – bliver i stigende grad erstattet af nye versioner, med pile, striber, brun, sort, lyserød og lyseblå. Alle skal inkluderes – og selvfølgelig skal de det – men hvad sker der, når det, der var vores, ikke længere må stå alene?
Det føles nogle gange, som om vi ikke længere må have noget for os selv. Som om alt skal være en samlet masse, hvor individualitet og tydelighed er blevet mistænkeligt – og fast tiltrækning til ét køn er blevet en slags pinlig rest fra fortiden.
Hvor blev bøsserne af?
Jeg savner bøssekulturen. Ikke som kitsch eller stereotype, men som fællesskab og identitet. Jeg savner den måde, vi kunne grine med hinanden, finde hinanden, støtte hinanden – uden at skulle stå skoleret for, hvorfor vi ikke er flydende, queer eller anti-normative nok eller folk skal spørge om ens pronomer.
Der er noget befriende i det konkrete. I at sige: “Jeg er bøsse.” Ikke som en fastlåsning, men som en anerkendelse af, hvem man er. Ikke alt skal kunne dekonstrueres. Ikke alt skal pakkes ind i sprogblomster og teoretisk frihed.
Det er ikke konservatisme at stå ved sin homoseksualitet. Det er mod. Og det er nødvendigt.
Når ingen længere tør vælge
Det er et paradoks: Jo mere åbent og inkluderende sproget bliver, jo sværere bliver det at vælge noget til. Jo sværere bliver det at sige: “Det her er mig.” I stedet bliver vi opfordret til hele tiden at holde dørene åbne. Intet må defineres, intet må fastlægges.
Men hvem er vi så? Hvordan finder vi hinanden? Hvordan skaber vi fællesskab, når intet længere må være specifikt?
Og det har konsekvenser. Ikke bare kulturelt, men praktisk. Det påvirker dating. Det påvirker relationer. Det påvirker fællesskabsfølelsen. Det gør os ensomme midt i al inklusionen.
Vi må insistere på at eksistere
Måske er vi ikke de sidste bøsser. Måske er vi bare de sidste, der insisterer på, at det stadig er en vigtig identitet. At det betyder noget at være homoseksuel – ikke bare som en historisk kategori, men som en levende, nutidig virkelighed.
Vi skal ikke tie. Vi skal ikke undskylde, at vi ikke “følger med” i queer-strømmen. Vi skal stå fast. Ikke som modstand mod udvikling, men som modstand mod udsletning. Vi må kræve plads i samtalen, ikke som et appendiks til det queer, men som en selvstændig eksistens. Lidt på samme måde som en indvandret befolkning kan integrere sig uden at lade sig assimilere.
Vi behøver ikke alle være flydende for at være frie.
NB!
Blogs på XQ28 er ikke udtryk for sitets redaktionelle linje. Blogs står helt og holdent for skribentens regning og ansvar. XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet som bringes til torvs i blogs.
Hvis du også gerne vil blogge, kan du sende os en mail på info@XQ28.dk