Af Maria Lakomska
Forkert fra starten
Jeg er født som en lille dreng, men så tidligt, jeg kan huske, har jeg følt mig som en pige indeni. Derfor gennemgik jeg i starten af mine 20’ere et observationsforløb på Rigshospitalet, der mundede ud i, at jeg fik en kønsskifteoperation som 24-årig. Hele mit liv har jeg været forkert i nogens øjne. I min barndom var jeg en forkert dreng, fordi jeg ikke spillede fodbold eller interesserede mig for biler, og fordi jeg altid har haft et feminint kropssprog. Da jeg var i 30’erne, var jeg en forkert kvinde i det akademiske studiemiljø, jeg var en del af, fordi jeg sagde, at jeg godt kan lide, når en mand tager initiativet, forkæler mig med lidt gammeldags galanteri mm. Jeg oplevede sågar at blive overfuset af en anden studerende, fordi jeg, i en samtale, som hun ikke var en del af, sagde, at jeg godt kunne lide, hvis en mand var højere end mig. Den vrede studerende råbte, at det var i hvert fald dumt, for det var bare en social konstruktion, og uanset hvor meget, jeg insisterede på, at hun ikke havde lov til at udskamme mig for mine personlige præferencer, kunne jeg ikke trænge igennem til hende.
Forkert som transseksuel
Jeg har netop i en Facebook-tråd læst, at ordet transseksuel ”bruger vi ikke nu om dage”, men det er ikke rigtigt. Transkønnet er en paraplybetegnelse, der dækker over alle mulige måder at være transkønnet på, og vi, der er transseksuelle, dvs. transkønnede, der har et binært kønssyn og ”går hele vejen”, som man sagde i gamle dage, dvs. får lavet både top- og bundkirurgi, repræsenterer én af de måder. Men hvis man som transseksuel giver udtryk for dette eller for, at ens følelsesliv og personlige livserfaring stemmer overens med et binært kønssyn, kan man nemt blive udnævnt til en ”pick-me trans” eller blive beskyldt for at lide af ”internaliseret transfobi”. Så i en alder af 48 år er jeg forkert for tredje gang – en forkert transkønnet.
Transseksuelle eksisterer
Men kære venner – transseksuelle eksisterer, og vi har lige så meget ret til at definere os selv, som alle andre transkønnede har. Vi har ret til at give udtryk for, hvem vi er, og hvordan vi ser verden, uden at blive ”policet” af andre typer transkønnede, ligesom kvinder, der kan lide høje mænd, uanset om der er tale om trans- eller ciskvinder, har lov til at have den præference, uden at blive skældt ud af Foucault-tilhængere. Og inden jeg bliver skudt i skoene, at jeg med mine udtalelser sparker nedad, vil jeg gerne påpege, at en artikel i Ugeskrift for Læger fra december 2024 oplyser, at ”0,54 procent af befolkningen i Danmark oplever kønsinkongruens. Af disse er 0,10 procent transkønnede... De resterende 0,44 procent identificerer sig som nonbinære.” Så når jeg insisterer på retten til at kalde mig transseksuel, sparker jeg rent faktisk opad.
Frihed for Loke såvel som for Thor
Jeg har ikke skrevet denne blog for at sige, at alle de andre typer transkønnede er forkerte, eller at det er forkert at være Foucault-tilhænger. Jeg synes, vi allesammen skal have lov til at leve det liv, der gør os lykkelige (naturligvis så længe det ikke skader andre), uanset om vi er transseksuelle eller nonbinære eller cisheteller noget helt syttende. Det, jeg protesterer imod, er den ”policing”, jeg og andre oplever internt i LGBT-miljøet, lige fra de oplevelser, jeg allerede har beskrevet, over en homoseksuel ven, der flere gange er blevet skudt i skoene af andre LGBT-personer, at eftersom han aldrig har været sammen med en kvinde, kan han ikke vide, om han er bøsse, for ”seksualitet er jo flydende”, til lesbiske, der bliver beskyldt for transfobi, hvis de ikke vil gå i seng med en kvinde, der har en penis.
Den farlige glidebane
Man kan ikke bare dogmatisk erklære, at seksualitet er flydende. Seksualitet er flydende for de mennesker, der har en flydende seksualitet, og det er der ikke noget galt med, lige så vel som det er helt i orden, at min homoseksuelle ven holder fast i udelukkende at være tiltrukket af andre mænd. Hvis vi ikke kan være enige om, at vi allesammen har lov til at være LGBT på hver vores individuelle måde, bevæger vi os ud på en farlig glidebane, hvor nogle er mere rigtige end andre – så får vi delt LGBT-samfundet op i et A-hold og et B-hold, præcis ligesom mange LGBT-personer oplever at blive behandlet som andenrangs af cishet-folk på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Signe Molde på udebane
Denne glidebane så man et trist eksempel på i allerførste afsnit af ”Signe Molde på udebane”, der blev sendt i november 2020, hvor Molde begav sig ind i LGBT-miljøet. Afsnittet vakte harme, for nogle af Moldes spørgsmål til de mennesker, hun mødte, var både taktløse og grænseoverskridende, men det, der skurrede mest i mine ører, varen sektion af programmet, der startede omkring tidsstemplet 23:12. Molde talte med LGBT+ Danmarks forperson Susanne Branner og foreholdt hende en situation, hvor lesbiske kvinder var blevet beskyldt for transfobi, fordi de ikke ville gå i seng med transkvinder, der havde en penis. Molde forklarede, at disse lesbiske kvinder fik hademails og bl.a. fik at vide, at ”de skal bare arbejde nok med sig selv, fordi så kan det ske, at de kan ændre deres begær, så det inkluderer alle kvinder, også dem, der er født med en penis” – dette er et direkte citat fra programmet.
Manglende støtte fra LGBT+ Danmark
Den forventning minder om det syn, man for mere end 50 år siden havde på homoseksuelle, der nogle steder i verden kunne risikere at blive udsat for aversionsterapi, hvilket er en eufemisme for tortur, eller sågar hjernekirurgi, begge dele i håb om, at det kunne ændre deres seksualitet. Derfor skulle man tro, at Branner, der som topfigur i LGBT+ Danmark velsagtens skal forestille at repræsentere og kæmpe for alle i LGBT-segmentet, sagde klart og tydeligt fra på de lesbiskes vegne. Men ”genital preference”, dvs. at man opfatter kønsorganer som kønsspecifikke og derfor som lesbisk kun vil gå i seng med kvinder, der har en vagina osv., er ikke comme il faut, hvis man vil være rigtig i LGBT-miljøet, så der var ingen afstandtagen fra Branners side, kun en mumlen i det metaforiske skæg om, at ”jeg synes mest bare, det er lidt trist”.
Ingen er forkert
Er man en forkert lesbisk, hvis man har genital preference? Bør jeg ”arbejde med mig selv”, fordi jeg insisterer på at kalde mig transseksuel? Skal min homoseksuelle ven have hjernekirurgi, der giver ham lyst til at gå i seng med kvinder, så han kan blive helt sikker på, at han faktisk er homoseksuel eller alternativt opdage sin indre bi- eller panseksuelle identitet? Svaret er naturligvis et rungende nej. Vi har lov til at udleve vores autentiske selv uden at blive udskammet og ”policet” af folk, der er LGBT-personer på en anden måde. Vi har lov til at være transseksuelle, homoseksuelle, have genital preference og et binært kønssyn – det gør os ikke forkerte, og det gør os ikke til andenrangs LGBT-personer.
NB!
Blogs på XQ28 er ikke udtryk for sitets redaktionelle linje. Blogs står helt og holdent for skribentens regning og ansvar. XQ28 kan således ikke stilles til ansvar for meninger, oplysninger eller andet som bringes til torvs i blogs.
Hvis du også gerne vil blogge, kan du sende os en mail på info@XQ28.dk