’Close’ kommer helt tæt på relationen mellem detmangefacetterede venskab og de til tider begrænsende samfundsnormer. Resultatet er etnærværende filmisk mesterværk, der på samme tid gør sjælen ondt og godt.
’Close’ (2022) er instrueret af Lukas Dhont, der også har skrevet manuskriptet. Filmen er produceret af Camera Film, varer 1 time og 45 minutter og kan ses i biografer over hele landet fra den 27. april.
Venskabets grænser
Allerede ved åbningsscenen springer farverneud af lærredet og ind i vores hjerter. Det samme gør Léo (Eden Dambrine) og Rémis (Gustav De Waele) tætte venskab, der viser, at én tæt ven er bedre end 10 bekendte.
Smilet er bredt, hjertet er varmt, og glæden er stor. Men kun for et kort øjeblik, idetsamfundets latente homofobi får lov atindsnævre grænserne for det maskuline venskab. For det kærlige venskab er ikke en mulighed i omverdenens øjne, og det bliverderfor anklaget for at have en seksuel undertone. Hermed følger skolekammeraters mobning, og det skaber en negativ stemningmellem to bedstevenner, hvor behovet for at ’passe ind’ bliver vigtigere end at være closefriends.
’Homosocialitet’ er ikke det samme som homoseksualitet
Forklaringen skal findes i det, socialfilosoffen Eve Sedgwick i 1985 i sin afdækning afmandlige venskaber i engelsk litteraturnavngav ’homosocialitet’. Med begrebet identificerede Sedgwick en form for relation mellem mænd, som ikke er seksuelt orienteret, men som stadig kan have betydning for maskulinitet og kønsidentitet. Mandlige venskaber kan altså være ligeså kærlige som homoseksuelle forhold, men uden at integrereden seksuelle dimension.
Således viser 'Close' os, hvor vigtigt det er at have en åben og inkluderende tilgang til mænds relationer – og at manglen på accept og forståelse kan have alvorlige følger, både for personerne selv og for samfundet som helhed. For når samfundet bliver ved med at insistere på, at mænd ikke kan have kærlige relationer, uden at det også indeholder et seksuelt element, kan det skabe en farlig og toksisk kultur omkring mandligt venskab. Det kan også bidrage til, at mænd ikke tør vise deres følelser og skabe tætte relationer med andre mænd – heteroseksuelle som homoseksuelle – hvilket kan føre til ensomhed og isolation.
At bringe det tabu til torvs er i første omgang instruktørens fortjeneste – men at det bliver gjort på så overbevisende vis, tilfalder i høj grad Dambrine og De Waele, der spiller hhv. Léo og Rémi. De leverer fantastiske og lovende præstationer på en sådan måde, at manmærker drengenes besværlige situation helt ned i maven. Filmens tema om kærlighed og venskab og om at kæmpe mod omgivelserne for at være dem, man er, står helt skarpt på lærredet. Samlet set betyder det, at filmen ikke bare er en Cannes-sensation med modtagelsen af juryens ’Grand Prix’, der markerer filmen som festivalens suverænt bedste – den er også en helt særlig perle, man kan glæde sig til at opleve. Jeg kan på det varmeste anbefale denne smukke film.
Se traileren her